4445 4414 mail@rtm.dk

Små virksomheder risikerer at undervurdere cybertrussel

Af Henning Toftager, direktør, RTM Forsikring

Cybertruslen er vokset markant i Danmark, og det samme er interessen for cyberforsikring.

Men interessen er størst hos store virksomheder, mens små- og mellemstore virksomheder sjældnere forsikrer sig, lyder det fra forsikringsbranchen, der opfordrer til langt større fokus på cybertruslen.

Ruslands krig mod Ukraine har bragt risikoen for russiske hybridangreb helt frem i danskernes bevidsthed, og Center for Cybersikkerhed har senest hævet cybertrusselsniveauet for destruktive angreb fra lav til middel.

Noget tyder da også på, at det nu har fået danske virksomheder til at sikre sig mod hybridangreb med en cyberforsikring – men det gælder især de store virksomheder.
For mens kurven stiger for antallet af cyberforsikringer generelt, er andelen til små og mellemstore virksomheder fortsat lille, lyder det fra flere store forsikringsselskaber.

Vi lever i en urolig tid, og derfor er det vigtigt at virksomhederne sikrer sig mod ødelæggende cyberangreb. Også de små, der måske ikke tror, de er i farezonen. Alle virksomheder er forsikret mod brand og indbrud, men cyberangreb kan være præcist lige så ødelæggende, siger Pia Holm Steffensen, underdirektør, F&P – forsikrings- og pensionsbranchen.

Selv om cybertruslen for destruktive angreb vurderes som middel, er det ikke tilfældet for cyberspionage – her er risikoen høj. Det samme gælder risikoen for cyberkriminalitet og for cyberaktivisme. Der er altså grund til at være bekymret som dansk virksomhed – uanset om man er mindre eller større, lyder det fra Pia Holm Steffensen.

Måske er der i de mindre virksomheder tendens til at undervurdere truslen, fordi man tror, at en lille virksomhed med et par ansatte ikke har noget, kriminelle hackere kan interessere sig for. Men alt foregår jo digitalt: Fakturering, kundekartotek, booking, f.eks. Det er ødelæggende for en virksomhed, hvis man bliver lukket ude fra de værktøjer. Man kan sammenligne det med, at man bliver forment adgang til sin fysiske forretning eller virksomhed, siger hun og fortsætter:

Store virksomheder har bestyrelser, og deres ansvar udvides i disse år med bredere risikoscenarier og krav som f.eks. klimaregnskaber, bæredygtighed og cyberrisici. Derfor vil de naturligt rette fokus mod cybersikkerhed – og det samme gør sig ikke nødvendigvis gældende for små virksomheder. Her er det endnu et problem, man skal løse i en travl hverdag.

Forsikringsbranchen sætter derfor den kommende måned fokus på cybersikkerhed under Den Nationale Cybersikkerhedsmåned, og på vigtigheden af som selvstændig at sikre sig mod kriminelle hackere.

Gode råd, hvis du vil undgå cyberangreb:

  • Brug stærke og unikke adgangskoder
  • Opret lange og komplekse adgangskoder, som kombinerer bogstaver, tal og specialtegn.
  • Overvej en passwordmanager til at holde styr på adgangskoderne.
  • Aktiver to-faktor-autentificering
  • Udover en adgangskode kræves der en ekstra form for godkendelse, såsom en kode sendt til din telefon. Dette tilføjer et ekstra lag af sikkerhed
  • Hold software opdateret
  • Sørg for, at dit operativsystem, dine apps og antivirus software altid er opdateret. Sikkerhedsopdateringer lukker kendte sårbarheder, som hackere kan udnytte.
  • Vær forsigtig med e-mails og links
  • Åbn ikke vedhæftede filer eller klik på links i e-mails fra ukendte afsendere. Vær opmærksom på phishing-angreb, hvor angribere udgiver sig for at være legitime organisationer for at narre dig til at dele følsomme oplysninger.
  • Sikkerhedskopier dine data regelmæssigt
  • Opret jævnlige sikkerhedskopier af vigtige filer. Gem dem på en ekstern enhed eller i en sikker cloud-løsning, så du kan gendanne data, hvis du bliver ramt af et cyberangreb som ransomware.

Ny voldsskadeforsikring: Giver anledning til stærk bekymring

Af Henning Toftager, direktør, RTM Forsikring

Den 1. januar 2025 træder en ny forsikringspligt for arbejdsgivere med omsorgspersonale i kraft. Det er en voldsskadesforsikring, som skal dække erstatning og godtgørelse efter erstatningsansvarsloven, når en ansat har været udsat for vold, trusler og andre voldsomme hændelser på arbejdet fra personer, som de drager omsorg for.

I oktober 2023 orienterede jeg om, at der var fremsat et lovforslag til revision af arbejdsskadesikringsloven. Lovforslaget blev vedtaget som fremsat, og det medfører, at der indføres en ny forsikringspligt for arbejdsgivere med omsorgspersonale pr. 1. januar 2025.

Pligten til at tegne forsikring omfatter arbejdsgivere inden for det sociale område, ældreområdet, psykiatrien og visse undervisningsinstitutioner.

Øvrige arbejdsgivere kan vælge at tegne en voldsskadeforsikring, men er ikke forpligtede til det.

Formålet med lovforslaget er at give ansatte, der bliver udsat for vold, en lettere adgang til fuld erstatning og godtgørelse, dvs. efter både arbejdsskadesikringsloven og erstatningsansvarsloven.

Det gælder f.eks. godtgørelse for svie og smerte samt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarsloven, som ikke ydes efter arbejdsskadesikringsloven.

RTM har i forløbet udtrykt en stærk bekymring for forsikringen, da vi er overordnede bekymrede for ansvarsforskydningen – vi frygter, at den nye ordning bliver administrativt tung.

Det undrer undertegnede, at private og selvejende organisationer indenfor social-, ældre-, sundheds- og undervisningsområdet får pligt til at tegne en voldsskadeforsikring, hvor en offentlig arbejdsgiver kan være selvforsikret.

Det vil få den konsekvens, at private og selvejende organisationer pådrages en udgift til voldsskadeforsikring, som ikke er indeholdt i operatørens takst, og som en offentlig operatør ikke har.

Udgiften til den lovpligtige voldsskadeforsikring bør den ikke-offentlige operatør derfor kompenseres for i takstudmålingen.

På nuværende tidspunkt kender vi ikke præmieniveauet for forsikringen, men flere forsikringsselskaber har over for RTM givet vidt forskellige bud på præmiestørrelsen.

Da mange takstudmålinger mellem det offentlige og de private aktører finder sted hen over efteråret, og dermed er mulighederne for forhandlinger i forhold til omkostningerne for de enkelte aktører, ikke mulige. Det er umuligt for disse aktører at lave budgetter for 2025 uden reelt at kende sine omkostninger.

Jeg har selv tidligere argumenteret for, at forsikringen skulle være obligatorisk for alle arbejdsgivere for derigennem at fordele omkostningerne over hele forsikringsmarkedet frem for at lægge alle omkostninger oveni et i forvejen hårdt ramt erhverv.
Samtidig undrer det mig, at øvrige erhverv som f.eks. taxachauffører, ansatte i aften- og nattelivet, buschauffører, folkeskolelærere m.fl. ikke bliver omfattet af ordningen.

I min optik giver det en skævvridning af arbejdsskadeerstatningerne.

Dette kunne undgås ved at lave ordningen obligatorisk for alle arbejdsgivere og dermed sikring af alle arbejdstagere uanset erhverv.

PET advarer om ildspåsættelse og sabotage

Efterretningstjenesten ønsker ikke at kommentere rækken af danske brande, hvoraf en enkelt er forbundet med et pudsigt tidssammenfald, men PET advarer om, at russiske efterretningstjenester har stået bag fysisk sabotage i Europa.

Det nok mest synlige eksempel på russisk hybridkrig i Danmark fandt sted den 19. april i år, da en russisk fregat af typen Neustrashimy-klassen lagde sig ind foran Molslinjen, der afgik fra Sjællands Odde, og som måtte foretage en 360-graders vending for at undgå en kollision.

Det er næppe tilfældigt, at et russisk krigsskib, som ofte færdes i danske farvande, opfører sig på denne måde – og der er således en klar afsender på manøvren i modsætning til eksempelvis cyberangreb og jamming.

Skibsepisoden er kendt, men det er nok de færreste, der ved, at episoden ved Sjællands Odde var tidssammenfaldende med en større militær operation, der fandt sted i Kalundborg Havn ca. 50 kilometer derfra.

For Kalundborg Havn var nemlig i perioden fra 15. april til 3. maj præget af, at der var etableret et midlertidigt militært område på havnen. InsideForsikring var til stede på havnen i forbindelse med et pressearrangement og så enorme mængder af militært materiel, f.eks. Himars raketsystemer, Bradley infanterikamptøjer, selvkørende artilleri, Black Hawk-helikoptere, pansrede mandskabsvogne, Humwee’s og lastbiler af alle mulige afarter. Materiellet blev læsset fra et stort amerikansk transportskib, der sejlede fra havnen i Kalundborg søndag den 21. april.

Også Køge Havn var på lignende vis militært område fra 1. maj klokken 5 til 2. maj klokken 18. Det faldt tidsmæssigt sammen med, at der den 30. april udviklede sig en voldsom skibsbrand på Køge Havn på skibet Rix Munte. Branden var så voldsom, at der i en periode var risiko for røgforgiftning i nærområdet.

PET: Der er skærpet risiko for sabotage

Fra PET’s side ønsker man ikke at kommentere konkrete hændelser, herunder hverken be- eller afkræfte, om man undersøger de tidsmæssigt sammenfaldende begivenheder, men tjenesten bekræfter, at man er opmærksom på de virksomheder og tiltag på dansk jord, som kan kobles til støtten til Ukraine.

”Danmark er en aktiv bidragsyder til Ukraine. Det er på den baggrund PET’s vurdering, at der er en skærpet trussel om fysisk sabotage fra Rusland mod både militære og civile mål i Danmark, der har tilknytning til støtten til Ukraine,” skriver PET til InsideForsikring.

Umiddelbart har direktøren for Køge Havn, Thomas Elm Kampmann, ikke selv kædet det midlertidige militære område sammen med branden på skibet.

“Vi har ikke på nogen måde kædet de to ting sammen. Branden var et hændeligt uheld. Der er ikke noget suspekt i det. Det er ganske almindeligt, at der forekommer brand i skrot. Det specielle var her, at det skete nede i skibet,” siger Thomas Elm Kampmann, som dog bekræfter, at brandårsagen endnu ikke er fastslået. Han mener, at branden kan have at gøre med plast og olierester i affaldet og eventuelt et litiumbatteri, som er blevet knust.

”Jeg var på havnen 24/7 i de dage og vi oplevede ikke noget mistænkeligt. Vores beredskab virkede, og vi åbnede og lukkede porte. Vi havde held til at holde pressen ude. Om der er smuttet en russer ind, kan jeg ikke helt afvise. Men det må være spekulation og jeg har ingen grund til tro andet, end at det var et uheld,” siger Thomas Elm Kampmann.

Ceo for Baltic Shipping, der lejede skibet Rix Munde, Ronnie Hulstrøm affejer ligeledes, at branden kan skyldes en terrorhandling.

”Det var et hændeligt uheld – og det har ikke noget med fremmede magter eller Putin at gøre. Det er, hvad der kan ske, når man laster skrot.”

Udbredt frygt for russisk brandstiftelse og sabotage. Danmark i front på Ukraine-støtte

Danmark er ikke det eneste land, hvor der er stigende fokus og begyndende frygt for, om brande og sabotageaktioner kan have tilknytning til fremmede magter, primært Rusland. En artikel i The Guardian fra maj advarede netop om, at de europæiske efterretningstjenester er i højt beredskab, da man frygter russisk finansieret brandstiftelse og sabotage.

Det blev efterfølgende fulgt op af en artikel i The Telegraph, som sammenkæder fund af sprængstof hos en tidligere russisk soldat, der blev anholdt nord for Paris, med en række episoder, f.eks. en brand i storcentret Marywilska i Warszawa. Af artiklen fremgår også, at de svenske sikkerhedstjenester eftersøger tilfælde af sabotage mod svenske jernbaner.

Danmark er kendt for at være den absolutte frontløber i forhold til vores størrelse, hvad angår donationer til Ukraine, herunder de højaktuelle F16-fly, som ventes på vingerne over Ukraine i løbet af uger. Den amerikanske ambassadør i Danmark, Alan Leventhal, takkede Danmark for den massive støtte til Ukraine til en konference arrangeret af Rud Pedersen på Folkemødet i år, hvor ambassadøren fremhævede, at Danmark konkurrerer med Storbritannien om at støtte Ukraine mest. Kun EU, USA og Tyskland har støttet mere.

Også herhjemme er PET opmærksom på risikoen for, at der kan opstå sabotage.

”Der har hen over de seneste par måneder været en række eksempler på, at personer med mulig forbindelse til de russiske efterretningstjenester har stået bag forskellige former for fysisk sabotage, eksempelvis ildspåsættelse og groft hærværk, i en række europæiske lande. Sagerne viser efter PET’s vurdering, at Rusland udviser en højere risikovillighed i forhold til at gøre brug af såkaldte hybride virkemidler mod og i Europa. Formålet med de russiske aktiviteter er bl.a. at skabe frygt og usikkerhed og at svække den folkelige opbakning i Europa til den fortsatte støtte til Ukraine,” skriver PET til InsideBusiness.

Talrige brande på prominente adresser præger Danmark

Man skal tillige have sovet godt og grundigt gennem mediebilledet, hvis man ikke har lagt mærke til de mange forskellige brande, der har ramt danske lokationer over de seneste måneder. Senest Haldor Topsøe og Skatteministeriet. Tillige har tre brande alene ramt nationalklenodiet Novo Nordisk, der dog afviser, at der skulle ligge noget kriminelt bag de mange brande,

”Der er intet, der tyder på, at der skulle ligge noget kriminelt bag branden i går (den seneste, red.) eller de tidligere, siger Lars Otto Andersen-Lange, senior director hos kommunikationsafdelingen i Novo Nordisk.

Fra Dansk Erhverv er meldingen, at man ikke har endeligt klarlagt brandårsagen til branden på Børsen.

”Der er ikke noget nyt om, hvad der har forårsaget branden. Man afventer myndighederne. Vi forholder os ikke til rygter, men til redegørelser fra myndighederne,” siger pressechef i Dansk Erhverv Lars Ohlsen om branden i Børsen.

I den helt anden ende af skalaen var der tillige en brand i Legoland. Her lyder svaret fra Bolette Aarhus Enghave, kommunikationsmedarbejder i Legoland, at branden, der opstod i det kendt minilandområde med små kørende legobiler med mere, skete om natten, mens der ikke var mennesker i området:

”Årsagen er en form for kortslutning i et af køretøjerne i området. Der har ikke været nogen aktivitet omkring det. Politiet har også efterforsket det, men har ikke fundet noget mistænkeligt,” siger Bolette Aarhus Enghave og oplyser, at sidste gang, der var brand i området, var for nogle år siden i Eiffeltårnet i miniland.

Dækker forsikringen brande, som er påsat af en fremmed magt?

Et af de temaer, som er relevante i en såkaldt hybridkrig, er, hvordan forsikringen dækker.

Som før beskrevet i InsideForsikring defineres hybridkrig som et miks af forskellige handlinger, der enkeltvist og samlet set er planlagt og begået af eller finansieret af en fremmed stat, og som har til formål at forstyrre eller ødelægge bestemte (samfunds)funktioner i et eller flere lande, som den pågældende fremmede stat ønsker enten at påføre skade og tab eller at påvirke politisk.

Hos mæglergiganten WTW er man relativt klar i mælet, når det gælder forsikringsspørgsmålet.

“Uanset om forsikringen rent faktisk som udgangspunkt dækker, hvad der er sket, så dækker forsikringen ikke, hvis årsagen kan tilbageføres til ’krigslignende handlinger’. Bevisbyrden herfor er dog forsikringsselskabets, og den kan være svær at løfte, hvilket vil komme virksomhederne til gode. Som udgangspunkt vil fremmede stater jo næppe vedkende sig, hvad man eventuelt har gjort, og forsikringsselskabets bevisbyrde er derfor vanskelig,” har Jesper Danvad, chief broking officer hos WTW tidligere udtalt til InsideForsikring.

PET: Vi har taget en række initiativer

Meldingen fra PET er, at man er i gang med at imødegå en hybridkrig foranlediget af Rusland.

”PET har taget en række initiativer for at imødegå truslen fra russiske hybride aktiviteter. PET har blandt andet styrket dialogen med internationale og nationale partnertjenester, herunder især Forsvarets Efterretningstjeneste, og med andre relevante danske myndigheder. Det gælder ikke mindst Rigspolitiet og politikredsene,” oplyser den indenlandske efterretningstjeneste.

Forsvarets Efterretningstjeneste oplyser til InsideBusiness, at ”den hybride trussel spænder bredt fra aggressiv retorik til sabotage” og henviser til den seneste risikovurdering, ’Udsyn’.

I forbindelse med Folkemødet lørdag den 15. juni 2024 holdt forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og Beredskabsstyrelsens direktør, Laila Reenberg, pressemøde om anbefalinger til borgerne om forberedelse til kriser, hvor de kom med anbefalinger om, at danskerne skal kunne klare sig i tre døgn og bør overveje forhold som mad, vand og kommunikationsmidler.

Kilde: InsideForsikring