Bliv klogere på kravene om drift, kontrol og vedligehold af bygningers brandsikkerhed
Af Henning Toftager, Forsikringsdirektør, RTM
Med BR18 er der indført skærpede og mere konkrete krav til drift, kontrol og vedligehold af bygningers brandsikkerhed – også for eksisterende byggeri. Det har givet mange spørgsmål i branchen, og derfor har DBI afholdt flere populære webinarer om emnet. Her er nogle af de mest stillede spørgsmål og svar.
Er kravene til drift, kontrol og vedligehold nye?
Ja. Tidligere var kravene primært funktionsbaserede, men BR18 stiller nu specifikke krav til omfang, frekvens og hvem der må udføre opgaverne.
Gælder reglerne også for mine bygninger?
Ja, også for eksisterende byggeri. Kun bygninger med en myndighedsgodkendt DKV-plan følger denne. Alle andre skal følge BR18.
Er en servicerapport nok som dokumentation?
Ja, men dokumentationen skal samles ét sted, kunne vises til myndighederne og gennemgås mindst årligt.
Hvor ofte skal stigører kontrolleres?
Månedlig kontrol, årlig service og trykprøvning hvert 10. år.
Ved ombygning af én etage – hvilke arealer er omfattet af DKV-plan?
Det fremgår af byggetilladelsen.
Skal røgmeldere på ABDL-anlæg kontrolleres hver 3. måned?
Den kvartalsvise kontrol omfatter funktionsafprøvning af prøvetræk – ikke af selve røgmelderne.
Skal man teste AVA/IVA i alle rum hvert kvartal?
Ja, BR18 kræver kvartalsvis funktionsafprøvning.
Hvem udfører den årlige kontrol af passiv brandsikring?
Bygningsejeren har ansvaret, men kan lade andre udføre opgaven.
Kontrolintervaller for branddøre/-porte?
Med ABDL: hver 3. måned.
Med smelteled efter gamle regler: én gang årligt sammen med øvrig passiv brandsikring.
Skal lofter nedtages ved kontrol?
Nej, kun synlige og tilgængelige gennemføringer kontrolleres.
Hvem må udarbejde DKV-planen?
En certificeret brandrådgiver i den relevante brandklasse.
Eksisterende byggeri kræver kun DKV-plan ved ny bygge- eller ibrugtagningstilladelse; ellers følges BR18’s vejledning.
Hvad er en DKV-plan? Læs mere her
DKV-plan for solceller – Læs mere her
Kilde: Brand og sikring